tirsdag den 19. april 2022

Uge 3

 

Kære læsere!

Jeg sidder her i vores seng i vores lille tiny house, det er lørdagen før påskemorgen, hvor Jesus stod op igen, og har besejret døden for altid, halleluja! Jeg savner lidt at have et fællesskab at synge alle de dejlige danske påskesalmer med. Selvom de fleste nok her ville synes det var spændende at høre en dansk påskesalme, så er det ikke helt det samme.


I dag var vi et 'smut' i en lille by der hedder Chapultepec, for at handle og komme lidt på stranden. Man skal køre 15 km på en hullet jordvej, det tager ca 45 min at køre der, inden man når ud til den rigtige vej, og kan køre videre til byen.

Vi havde fået en god vejbeskrivelse, og endte op i et støvet kvarter, med vilde hunde, hjemmebiksede huse, og kun en jordvej at køre på. Vi var dog det rigtige sted, og kunne snart se Stillehavet i horisonten, og en fin sandstrand, med smukke blomster i klitterne, og svævende ørne og en utroligt kold vind. Senere fik vi tacos! Det var virkelig lækkert, slet ikke som man laver dem i Danmark, men det havde jeg heller ikke forventet.


I denne her uge har vi hørt hinandens historier, udpluk af livet, som har haft betydning for den person man er i dag. Det har været en rigtig tung følelsesmæssig uge, for de fleste har haft mange hårde ting at kæmpe med, svigt, et barn der døde for fire år siden, misbrug, overfald etc. Men alle historier, uanset hvor svære de har været, er der også en historie om hvordan Jesus har mødt alle og vendt livet på hovedet til det gode, og helbredt smerte og været med hele vejen. Og at nogle stadig kæmper, men har en ven som altid kæmper med. Så det har også været ret så fantastisk at høre.

Vi er trætte og der er meget program på, men det er godt, og vi er glade for at være her.


Alfred nyder at være i nursery og blive passet af de tre søde unge piger, Shaina, Rebecca og Ashley. Vi har slet ingen problemer med at aflevere ham mere, så det er dejligt. Han glæder sig til at komme afsted og lege med sine venner, særligt Silas fra Georgia (USA) som han kan lave ballade sammen med.

Det går også meget bedre med Elisabeth, hun er glad for skolen og sine lærere, Adan og Aleida. Hun er dog ret følsom for ændringer i strukturen, og det er ikke altid lige til at forudse ændringer, så I må gerne bede for at hun bare må føle sig tryg, og lære sproget hurtigt. De taler begge to allerede lidt engelsk og forstår en del mere, og har mod på det. Så det er godt.


Om torsdagen har vi smallgroups, hvor vi er sammen med 3 andre par, og et lederpar, der guider os igennem noget ægteskabsmateriale. I torsdags havde vi om at indfange negative tanker og følelser som man alligevel ikke kan bruge til noget, og give dem til Jesus. Og vi prøvede det selv, bare os to, og det gav sådan en lethed og glæde. Det er rart med gode redskaber til at skabe overskud, og give mere kærlighed ind i de relationer til dem som faktisk betyder allermest.


Kærlig hilsen

Martin, Marie

Elisabeth og Alfred



1 kommentar:

  1. Kære Marie og Martin
    Dejligt at læse med på blokken. Det lyder alt sammen meget spændende.
    Håber alt det bedste for jer.
    Kh.Peter

    SvarSlet